Frequently asked questions
Kontakt os venligst såfremt du har spørgsmål, som ikke besvares af nedenstående FAQ’s.
Hvad kan beskyttes med et patent ?
En patentbeskyttelse kan omfatte såvel et produkt som en fremgangsmåde og/eller en anvendelse, og er derfor det stærkeste immaterielle våben til beskyttelse af gode ideer.
Hvad er et Startpatent ® ?
Et Startpatent er en billig og effektiv beskyttelse af en produktidé eller opfindelse, som typisk anvendes når opfinderen vil undersøge, om der er kunder til det nye produkt, eller vil præsentere idéen for mulige investorer.
Med et Startpatent kan den nye idé eller det nye produkt fremvises i 3 måneder inden der skal tages beslutning om videreførelse af beskyttelsen.
Et Startpatent kan videreføres internationalt på samme måde som en traditionel dansk patentansøgning.
Hvad er forudsætningen for at få et patent ?
De væsentligst forudsætninger er, at opfindelsen:
- er ny på indleveringstidspunktet
- har nyhedshøjde dvs. adskiller sig væsentligt fra hidtil kendt teknik
- kan anvendes industrielt
Kan man få patent på et produkt som har været vist på en messe ?
Nej, hvis et produkt har været vist på en messe, kan man ikke senere få det patentbeskyttet, idet opfindelsen dermed ikke er ny, når en patentansøgning indleveres efter præsentationen på en messe.
Det er derfor særdeles vigtigt, at opfindelsen hemmeligholdes indtil en patentansøgning er blevet indleveret til Patent- & Varemærkestyrelsen.
Hvis skaden er sket, kan der dog være mulighed for at få en patentbeskyttelse i USA, -kontakt os i givet fald for mere information om dette.
Kan man få et verdenspatent ?
Nej, et verdenspatent findes ikke, selv om det ofte fejlagtigt nævnes i diverse medier.
Det er imidlertid muligt via en såkaldt PCT ansøgning, at dække mere end 125 lande i 2 1/2 år på meget attraktive vilkår. Det er denne ordning, som oftest fejlagtigt forveksles med et verdenspatent.
En PCT ansøgning er som nævnt en særdeles attraktiv og relativ billig måde at påbegynde international patentering, og anvendes derfor i stadigt stigende omfang.
Anvender man PCT systemet, skal der 2 1/2 år efter den første patentindlevering søges endeligt patent i de lande, hvor man specifikt ønsker at få en beskyttelse.
Hvor længe kan en opfindelse være patentbeskyttet ?
Et patent kan opretholdes i indtil 20 år.
Kan man hemmeligholde et patent ?
Nej, en patentansøgning kan maksimalt hemmeligholdes i 18 måneder, hvorefter den offentliggøres af myndighederne.
Kan man ikke bare hemmeligholde opfindelser i stedet for at patentere dem ?
Det kan være en yderst risikabel affære at hemmeligholde opfindelser, selv om det eksempelvis er produktionsprocesser, som ikke direkte kan ses af et slutprodukt.
Hvis en konkurrent patenterer en lignende teknik, vil den oprindelige opfinder, som har hemmeligholdt sin opfindelse, alvorligt få svækket sine muligheder for efterfølgende at drage nytte af opfindelsen. Den oprindelige opfinder kan i værste fald blive dømt som krænker af den identiske patenterede opfindelse.
Hemmeligholdelse af en opfindelse gør den også meget sårbar overfor kopiering eksempelvis fra tidligere medarbejdere, som starter en konkurrerende virksomhed, eller får ansættelse hos en konkurrent.